Fladbrød med rodfrugter og bælgfrugtmel

Disse fladbrød minder en del om en anden slags fladbrød, som du også kan finde her på bloggen. Opskriften finder du lige Her

Jeg fik lyst til at lave en ny opskrift med nogle af de lokale grønsager der er tilbage fra sidste år og som jeg har tilgang til, da jeg er kundebonde hos Peters Gartneri. Hvis du vil se hvad det vil sige at være kundebonde hos Peters Gartneri, kan du se det lige Her

Der er nemlig stadig kartofler, knoldselleri og grønkål tilbage. Og så fik jeg lyst til også at bruge noget bælgfrugtmel i dejen. Det er en god måde at få lidt mere protein i maden og en god måde at få nogle af de 100 gram bælgfrugter dagligt som Fødevarestyrelsen anbefaler at vi skal have.

 

Ingredienser: ( ca. 9 stk. á 50 g )

150 g kartofler (renset vægt)

150 g knoldselleri (renset vægt )

2 blade grønkål ( kan undlades)

100 g speltmel ( el. ølandshvedemel el. hvedemel)

50 g bælgfrugtmel ( her er brugt kikærtemel)

½ tsk uraffineret salt

1 tsk bagepulver

evt. 1-2 spsk af kogevandet hvis dejen føles for tør

 

2 spsk plantebaseret smør

2 fed hvidløg

1 tsk citronsaft

Fremgangsmåde:

Skyl grønkålsbladene og tag den grove midterrippe og stilk af. Hak resten af bladene helt fint. Rens kartofler og knoldselleri og skær i nogenlunde lige store stykker. Kog stykkerne helt møre i rigeligt vand. Hæld kogevandet fra igennem en sigte og mos de kogte stykker kartofler og knoldselleri i en skål med en kartoffelmoser. Bland mosen grundigt med det finthakkede grønkål.

Vej speltmel og kikærtemel af og rør bagepulver og salt sammen med det. Tilsæt de tørre ingredienser til de mosede kartofler og knoldselleri og det finthakkede grønkål, mens der æltes. Ælt til dejen samler sig. Hvis du synes at dejen virker for tør kan du prøve at tilføje 1 spsk af kogevandet. Rul dejen til en pølse og skær den i 9 lige store stykker.

Rul stykkerne til en kugle og rul kuglerne tyndt ud på et meldrysset bord med en kagerulle. Steg dem nogle minutter på begge sider på en pande uden fedtstof. Du kan også bage dem i ovnen på  en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem da ved 200 grader varmluft i ca. 12 minutter.

 

Smelt det plantebaserede smør i en meget lille kasserolle og pres de to fed hvidløg i det smeltede plantesmør. Rør 1 tsk citronsaft og et lille drys salt i blandingen. Pensel brødene på den ene side lige når de kommer af panden eller når de kommer ud fra ovnen.

Brug evt. fladbrødene som tilbehør til en sammenkogt ret eller til en suppe. Eller servér dem med pålæg og noget af årstidens grønt, spirer eller mikrogrønt.

 

Rigtig god fornøjelse!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar