Brændenældesuppe er en af de retter jeg virkelig glæder mig til at spise, når det bliver forår. De år jeg arbejdede med børn og mad, lavede jeg altid supper med brændenælde på denne tid. Børnehavebørn synes det er vildt sejt at være med til at plukke brændenælderne og hvis suppen så er blevet lavet over bål, har det været en ekstra oplevelse oven i. Det at plukke vilde urter med børnene og lave mad med dem efterfølgende er med til at skabe et tilhørsforhold til den jord vi lever på. Derfor synes jeg at det er en meget vigtig oplevelse at give børn.
Brændenældesuppen er en klassiker i forhold til at spise de vilde planter. Der er dog utallige andre retter hvor de kan indgå. I gryderetter, brød, pesto, dressinger, i andre supper, stuvede grønsager osv. Her følger opskriften på én slags brændenældesuppe.
Til 4 personer som hovedret:
1 kg kartofler
250 g løg
100 g persillerod
100 g selleri
4 fed hvidløg
3 spsk olivenolie
1 1/2 l. brændenælde topskud
3 stilke løvstikke
1 1/2 l. bouillon
2 dl mandelfløde
fintrevet muskatnød (1/4- 1/3 muskatnød)
røget salt (smag selv til)
friskkværnet peber (smag selv til)
1/2 tsk sambal oelek.
Rens løg og hvidløg. Skær løgene i små tern. Hak hvidløgene. Skrub kartoflerne og skær dem i mindre, mundrette stykker. Skræl persilleroden og sellerien. Skær dem i mindre tern. Kom olien i en stor gryde. Varm det op og tilsæt løg og hvidløg. Svits forsigtigt til løgene begynder at blive klare. Kom kartoffelstykkerne, persillerod og selleristykkerne over i gryden og svits videre i ca. 5 min. Kog 1 1/2 l. vand og tilsæt bouillon. Hæld nu bouillonen over. Kog nu suppen op og lad den simre til grønsagerne er ved at være møre. Skyl brændenældebladene i en sigte og hæld kogende vand over dem. Hak løvstikken fint og kom det i suppen. Pres vandet ud af brændenælderne. Hak de let dampede brændenælder på et skærebrædt. Kom nu brændenælderne i suppen. Riv muskatnød i suppen og tilsæt salt, peber og Sambal Oelek. Nu tilsættes mandelfløden og suppen smages til. Slut af med at give suppen et ganske kort opkog. Nu er den klar til at servere.
Topping:
100 g røget tofu (kan sagtens undlades)
olivenolie
uraffineret salt
friskkværnet peber
sødskærm
purløg
løvstikke
Skær tofuen i tynde skiver og steg dem i oliveolie på en pande. Krydder dem let med salt og peber. Steg dem på begge sider til de er sprøde. Læg dem efterfølgende på noget køkkenrulle. Bræk de stegte tofuskiver i små stykker og kom dem oven på suppen sammen med fintklippet purløg og finthakkede løvstikke blade og sødskærm. Hvis du ikke ønsker at toppe suppen med den røgede tofu, vil jeg anbefale at du koger nogle kikærter, linser eller bønner til at toppe suppen med. Dette for at gøre måltidet mere fuldgyldigt og mættende.
Jeg havde noget trøffelolie som jeg dryppede i en ring rundt på toppen af suppen, Det smagte forrygende. Det kan sagtens udelades. Som tilbehør spiste vi noget brød.
Rigtig god fornøjelse!!!