Plantebaserede og glutenfrie Kikærtevafler med sød kartoffel - Mad med glød

Kikærtevafler med sød kartoffel

Vafler er bare et hit. De kan bruges til alle måltider. Til morgenmad, med et sødt touch. Til frokost sammen med en fyldig salat, til forret serveret med salat og evt. en slags humus, en pesto eller andet lækkert. De kan naturligvis også bruges som en del af en dessert, med nicecream, frisk frugt eller andre lækkerier. Kun fantasien sætter grænser.

Disse kikærtevafler er lækre og sprøde. Jeg synes at det er ret smart at de er lavet af kikærtemel og sød kartoffel. (du kan sagtens skifte den søde kartoffel ud med andre slags grønsager. Feks. rødbeder, græskar, butternut squash, squash, jordskokker og selleri el. persillerod. Det er en rigtig god måde at få lidt ekstra protein og lidt ekstra grønsager ind i måltidet. Prøv at eksperimenter med det.

Opskriften her er tilsat kanel og kardemomme, da de skulle bruges til morgenmad og spises med frugt og ahornsirup.

Ingredienser:

til 5-6 plader vafler

6 dl. kikærtemel

4 dl. plantemælk ( jeg brugte rismælk)

1 dl. boghvedemel

150 g. sød kartoffel

2 spsk. kokosolie (smeltet)

1 tsk. vinstens bagepulver

1 tsk. natron

1 spsk. æbleeddike

1 tsk. kanel

1 tsk. kardemomme

1/2 tsk uraffineret salt

 

Fremgangsmåde:

Skræl eller skrub den søde kartoffel og skær den i mindre stykker. Smelt kokosolien forsigtigt i en lille kasserolle. Kom alle ingredienserne i en blender og blend til massen er helt glat og ensartet.

Varm nu vaffeljernet op og kom en smule kokosolie på vaffelpladen. Når jernet er varmt nok til at bage på, hældes ca. 1 dl. af vaffeldejen på vaffelpladen. Bred forsigtigt dejen ud, så den kommer til at fylde hele fladen ud. Luk nu vaffeljernet og bag til vaflen er blevet gyldent og sprødt. Normalt er der en lille lampe der slukker, når vaflen er gennembagt. Læg vaflerne på et fad og hold det evt. varmt i ovnen.

Servér nu vaflerne med det du er vild med. Frisk frugt, ahornsirup og en eller anden lidt sød creme er ofte det jeg serverer dem med til morgenmaden.

 

Velbekomme!!!!

Skriv et svar