Grønkåls- avocado pesto

Jeg er vild med pesto. Med mange forskellige slags pesto. Og der er virkelig mange forskellige måder at lave pesto på. Om foråret synes jeg især det er super lækkert at lave pesto af forkellige vilde urter. Ramsløg, brændenælde, løgkarse, skvalderkål, sødskærm, vild syre, vejbred osv.

Om sommeren er jeg vild med forskellige slags basilikum pestoer, rucolapesto, esdragon pesto, tomat pesto, o.m.f.

Om efteråret når kålen er ved at være klar er grønkålspesto helt klart min favorit. Her har jeg lavet en grønkålsversion med avocado. Avocadoen gør pestoen cremet og lækker.

På billedet har jeg vendt et par skefulde af pestoen med squash spaghetti og spaghetti af lilla glaskål. Det blev super lækkert. Du kan bruge pestoen til utroligt mange forskellige ting. I sandwich, sammen med spaghetti, (grønsags- eller alm. spaghetti, andre former for pasta, med perle spelt perlebyg eller perlerug o.m.a.

Det er en rigtig god smagsgiver og en god måde at få lidt ekstra grønt indenbords.

Her får du opskriften på den version jeg lavede i dag.

Ingredienser:

6-7 mellem grønkåls blade

1/2 stor eller 1 mindre avocado

1 håndfuld tørristede mandler ( du kan sagtens bruge mandler der ikke er ristede, det giver bare en skøn smag at riste dem)

1 spsk. citronsaft

1-2 fed hvidløg

1 dl. olivenolie

2-3 spsk. gærpulver ( kan undlades, men giver en dejlig smag + en del B-vitaminer)

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Rist mandlerne på en tør pande, til de får en let gylden farve. Lad dem køle af. Skyl grønkålsbladene grundigt og riv de grove ribber fra bladene. Rens hvidløgsfeddene og pres dem.  Kom nu grønkål, mandler, avocado, olivenolie, hvidløg, citronsaft, gærflager, salt og peber i en foodprocssor og kør til pestoen har den konsistens du kan lide. Du kan vælge den grov i strukturen eller mere findelt. Smag nu pestoen til med citronsaft, salt og peber.

Skriv et svar