Fyldte mini græskar med ris, linser og svampe

Små fyldte hokkaido græskar, har jeg ofte lavet, hvilket er super lækkert. Nu stod jeg med to vildt smukke Sweet Dumplings i hænderne (+ to mini hokkaido græskar) og skulle bruge dem til noget. De er simpelthen så smukke at jeg næsten ikke kunne nænne at skære i dem. Jeg tog mig dog sammen og valgte at skære toppen af dem udhule dem og bage dem. Samtidig gik jeg igang med at lave et fyld der skulle kommes i dem efter de var bagte.  Sweet dumplings smager en smule som nødder eller spisekastanier. De er meget delikate og jeg kan virkelig anbefale at du prøver dem, hvis du støder på dem.

Her får du opskriften og fremgangsmåden jeg brugte.

Ingredienser til de bagte græskar: Til 4 mini græskar. 

4 mini græskar ( evt. hokkaido eller Sweet dumplings)

4 spsk. olivenolie

urtesalt

Fremgangsmåde:

Skrub grækarrene med en svamp. Skær toppen af og udhul den. Alle kernerne skal fjernes og man skal rense trevlerne væk fra midten af græskarrene. Rør nu olivenolien og urtesaltet sammen og pensel græskarrene både indeni og udenpå. Nu bages de ved 200 gr. varmluft i ca. 30 min. Stik i dem med en spids kniv for at mærke om de er gennembagte. Tag de bagte græskar ud af ovnen.

Ingredienser til fyldet:

2 dl. brune ris

1 dl. belugalinser, De Puy, eller grønne linser

5 1/2 dl. vand

1 tsk. gurkemeje

1 tsk. urtesalt

 

2 fed hvidløg

150 g. løg

2 spsk. olivenolie

250 g. portobello svampe (champignon eller andre svampe kan også sagtens bruges)

150 g. majs (både friske majs skåret fra kolben og dåsemajs kan bruges)

2 dl. revet ost (Violife) + evt. 1 dl. som topping på græskarrene eller

evt. 1/2 dl. rasp+ 1/2 dl. hakkede hasselnødder+urtesalt + friskkværnet peber

3 spsk. frisk citron timian el. 2 spsk. tørret citrontimian

urtesalt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skyl risene og linserne grundigt. Kog dem med gurkemeje, urtesalt og vand i ca. 35 min. Sæt dem over samtidig med at græskarrene er i ovnen. Nu renses løg og hvidløg og hakkes fint. Rens svampene og hak dem ligeledes fint. Svits nu løg og hvidløg på en stor pande, til de er blevet klare. Nu tilsættes de hakkede svampe. Svits det hele sammen til svampene har smidt vandet. Tilsæt nu majsene og svits yderligere nogle minutter. Nu krydres svampe/løg/majs blandingen med citrontimian, urtesalt og friskkværnet peber. Sæt blandingen til side og vent nu til ris/linseblandingen er færdigkogte. ( Du kan med fordel koge ris/linse blandingen i forvejen, så de ikke er så varme, når du skal blande fyldet sammen.) Nu blandes de kogte ris/linser med løg/svampe/majs fyldet. Rør det sammen med den revne ost. Nu smages blandingen godt til.

Nu kommes fyldet i de bagte græskar og de toppes med enten revet ost (Violife) eller en blanding af groft rasp, citrontimian, hakkede nødder og lidt urtesalt.

Bag nu de fyldte græskar ved 200 gr. i ca. 15 min til osten eller rasp/hasselnødder er blevet let gyldent.

Nyd de fyldte og bagte græskar med en god og fyldig og blandet kålsalat med æbler, tørrede tranebær og ristede hasselnødder.

 

Velbekomme!!!!

 

Skriv et svar