Ny opskrift på en aubergine tatar, som måske ville egne sig som en forret til Nytårsmenuen. Prøv den og fortæl endelig hvad du synes.
Jeg fik inspiration til at udvikle denne opskrift da jeg så tv programmet Fem fede kokke. De lavede en silde tatar og så poppede der en idé op i min hjerne, som er udgangspunktet for denne opskrift. Håber at du kan lide den.
Det er vigtigt at du serverer tataren sammen med noget brød. Helst noget sprødt rugbrød eller noget godt surdejsbrød. Spis både lidt tatar og lidt brød i hver mundfuld. Det er ihverfald det jeg synes er bedst.
Ingredienser: (til 4 portioner til forret)
375 g aubergine
3 spsk olivenolie til at stege i
2 tsk paprika
Salt
Peber
1/2 dl vand
1 spsk æbleeddike
75 g rødløg
40 g cornichonner
3 spsk kapers
1 spsk plantebaseret mayonaise
1/2 knoldfennikel + noget af den grønne top
krøl salat
Fremgangsmåde:
Skyl auberginen og skær enden af. Skær den i helt tynde skiver og skær derefter skiverne i små tern. Varm en stor pande op og kom olivenolie og paprika på. Lad paprikaen brusekortvarigt op og tilsæt de små auberginetern. Svits til ternene begynder at blive møre. Krydder med uraffineret salt og friskkværnet peber. Tilsæt vand og æbleeddike og svits videre til aubergineternene er helt møre. Måske det er nødvendigt at tilsætte en smule mere vand, så det ikke brænder på. Når ternene er helt møre, hældes de i en skål for at køle af.
Rens rødløget og skær i helt små tern. Skær cornichonerne i små tern. Hak de 3 spsk. kapers fint.
Skær knoldfenniklen i helt tynde skiver. Det bliver bedst på et mandolinjern. Læg knoldfennikelskiverne i isvand i ca. 1/2 time. På den måde bliver de meget sprøde og lækre. Skyl nogle salatblade, tør dem på et rent viskestykke, eller i en salatslynge og riv dem derefter i små stykker.
Rør de stegte auberginetern, de finthakkede rødløg, cornichoner, kapers og mayonaise sammen i en skål. Smag til med salt og peber.
Anret på 4 tallerkner. Brug evt. en udstikkerring på 7 cm. i diameter til at komme auberginetataren i. Placér tataren på midten af de 4 tallerkner. Pynt med salat og knoldfennikel rundt om tataren. Top med knoldfennikel, lidt rødløgstern, lidt kapers og evt. noget af toppen fra knoldfenniklen. Drys med lidt friskkværnet peber.
Servér med rugbrødschips eller surdejsbrød.
Rigtig god fornøjelse!