Supper kan jeg ikke få nok af. Denne suppe har et twist af lakrids. Jeg er vild med den sarte lakridssmag i både knoldfennikel og fennikelfrø. Sammen med løg, hvidløg, chili og appelsinsaft blev det til en dejlig frisk og samtidig let spicy suppe. Der blev tilsat hvide bønner for at tilføre protein til suppen, så den mætter noget mere.
Suppen blev serveret med ristede brødkrummer, dampede broccolibuketter og noget af fennikeltoppen på toppen.
Ingredienser: (til 4 personer som forret)
125 g tørrede hvide bønner (250 g kogte hvide bønner)
150 g løg (finthakkede)
3 fed hvidløg ( finthakkede)
1spsk olivenolie
2 tsk gurkemeje
2 tsk fennikelfrø (ristede og knuste)
1/2 – 1 tsk Sambal Oelek
200 g knoldfennikel (i små tern)
1 dåse flåede hakkede tomater
2 dl kokosmælk
6 dl grønsagsbouillon (uden smagsforstærker)
1 dl friskpresset appelsinsaft
1 spsk kokossukker
salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Sæt bønnerne i blød i rigeligt vand og lad dem stå i 8-10 timer til de ikke suger mere vand. Hæld nu iblødsætningsvandet fra dem og kog dem møre. Det tager ca. 30 min. Kog dem evt. sammen med et par laurbærblade og et lille løg. For at tilføre lidt mere smag. Det er også en rigtig god idé at koge en stor portion, nu du alligevel har gang i gryden. Og så fryse de kogte bønner ned i mindre portioner, så du kan springe den lange proces over de næste par gange du skal bruge hvide bønner. Det er både mere bæredygtigt og en del billigere selv at koge sine bønner og kikærter end at købe dem på dåse.
Rist fennikelfrøene på en tør pande og knus dem efterfølgende i en morter. Rens og hak løgene i fine tern. Renshvidløgsfeddene og skær dem i skiver. Rens knoldfenniklen og skær den i fine tern. Kom olivenolien, gurkemejen og de knuste fennikelfrø i en gryde. Lad olien bruse let op. Tilsæt løg, hvidløg og knoldfennikel. Svits til grønsagerne er klarede. Nu tilsættes de flåede tomater, bouillon, sambal oelek, kokossukker, salt og peber. Lad suppen koge i 10-15 min. Tilsæt nu de kogte bønner, kokosmælk og appelsinsaft og lad suppen simre i nogle minutter. Smag til med salt og peber.
Ristede rugbrødskrummer:
3-4 skiver daggammelt rugbrød
lidt olivenolie
uraffineret salt
Fremgangsmåde:
Kom rugbrødsskiverne i foodprocessoren og kør til de er blevet til lidt grove krummer. Du kan også bare nuldre det i hånden til grove krummer. Hæld nu lidt olivenolie over krummerne og bland det grundigt sammen. Læg bagepapir på en bageplade og spred brødkrummerne ud i et tyndt lag. Krydder med lidt uraffineret salt og bag det nu i ovnen ved 175 gr. varmluft i 10-15 min. Hold øje med krummerne så de ikke bliver for mørke. De skal blot være sprøde.
Velbekomme!