Tomatsuppe med rød peber, røget paprika og fennikel - Vegansk opskrift - Mad med glød

Tomatsuppe med rød peber, røget paprika og fennikel

Denne smukke orangerøde, velsmagende suppe består af rød peber, løg, hvidløg, mosede tomater (på glas), røget paprika, fennikel, bouillon og salt og friskkværnet peber. De røde pebre, løg og hvidløg blev bagt først. Det gør smagen meget mere intens og lækker. Hvis jeg havde haft friske tomater, ville jeg også have bagt dem først. Det havde jeg ikke. I stedet er der brugt mosede tomater. Som topping er der brugt nogle kogte kikærter, fint hakket grønkål og tørristede mandler, der er vendt i en smule olivenolie og røget paprika. Suppen gav varmen i kinderne. Hvis den skal serveres for børn vil jeg anbefale at skrue en smule ned for den røgede paprika. Den er rimelig hot.

Til 4 personer til forret:

200 g løg ( renset vægt) skåret i mindre stykker

5 fed hvidløg (presset flade med et knivblad)

400 g rød peber (rensede og skåret i mindre stykker)

680 g mosede tomater ( på glasflaske fra Urtekram)

3 spsk olivenolie

1 spsk knuste fennikelfrø

½ tsk røget paprika

1 spsk frisk fintrevet gurkemeje el. 1 tsk gurkemeje pulver

uraffineret salt og friskkværnet peber (smag selv til)

Rør oliven olie fennikelfrø, røget paprika, salt og friskkværnet peber sammen. Kom grønsagerne i en skål og fordel olie/krydderiblandingen over grønsagerne. Fordel grønsagerne på en bageplade med bagepapir. Bag det i ovnen i ca 30 min. ved 200 gr varmluft.

Kom nu de bagte grønsager i en gryde, sammen med 5 dl bouillon og 680 g mosede tomater. Rør i gryden og kog i 5-10 min. Blend nu suppen grundigt med en stavblender, til suppen er helt blød og lækker. Smag til med salt og peber.

 

Tørristede mandler med røget paprika (til topping)

50 g mandler

1 spsk olivenolie

lidt røget paprika

en smule salt

Start med at riste mandlerne på en tør pande. Når de har taget farve, slukkes der for varmen. Nu tilsættes olie, røget paprika og salt. Hæld mandlerne på en tallerken og lad dem køle af. Nu hakkes de groft og er klar til at bruge som topping.

Et par blade grønkål, skylles og de grove ribber tages af. Nu hakkes kålen fint og tilsættes oven i suppen. Brug evt. også kogte kikærter som topping. Dette for at gøre suppen mere mættende og holde blodsukkeret stabilt i længere tid.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.