Sellerisuppe med bladselleri, hasselnødde og æble topping - Vegansk opskrift - Mad med glød

Sellerisuppe med bladselleri, hasselnødde og æble topping

Denne suppe blev lavet sammen med min datter, som var hjemme på weekend, fra sin efterskole. Det er altid hyggeligt når børnene har lyst til at være med til at lave mad.

Suppen blev rigtig lækker mild og velsmagende, cremet og blød, med et touch af ingefær. Der er ikke særlig meget protein i selve suppen, så vi stegte nogle kogte butterbeans med hvidløg, spinat, salt og peber som tilbehør. Suppen kan bruges som forret, med et stykke brød til eller som hovedret med et proteinholdigt tilbehør, som jeg havde lavet. Du kan naturligvis spise den som den er. Den mætter bare ikke så længe pga. det lave proteinindhold.

Opskriften er beregnet til 4 pers. som forret eller til 3 pers. som hovedret:

2 spsk olivenolie el kokosolie

175 g løg (skåret i grove stykker)

3 fed hvidløg (skåret i skiver)

550 g knoldselleri ( skåret i grove stykker)

250 g bladselleri (skåret i skiver)

15 g frisk ingefær (skåret i små tern)

8 dl bouillon (uden smagsforstærker øko version)

1 dl kokosmælk

uraffineret salt og friskkværnet peber (smag til)

Varm olien op i en gryde. Svits hvidløg og løg, til løgene bliver klare. Tilsæt nu knoldselleri og bladselleri. Svits videre i et par minutter. Nu tilsættes bouillon og ingefær. Kog suppen til alle grønsagerne er møre og gennemkogte. Nu blendes suppen og kokosmælk tilsættes. Blend ganske kortvarigt igen og smag nu til med salt og friskkværnet peber.

Topping:

50 g bladselleri (skåret i helt tynde skiver. Meget gerne på mandolinjern)

50 g hasselnødder ( tørristede hasselnødder, grofthakkede)

50 g æble ( skåret i små bitte tern)

Blad de tre ingredienser i en skål. Ved anretning af suppen, toppes den med blandingen. Drys evt. en smule salt og peber over suppen til sidst.

 

Velbekomme!!!

 

Skriv et svar