Kold sommersuppe opskrift - Plantebaseret / Vegansk - Mad med glød

Kold sommersuppe

Om sommeren er det somme tider skønt med kolde supper. Man kan lave kolde supper på mange forskellige måder. Jeg kan godt lide når de er lavet af en blanding af frugt og grønsager. For at give lidt fylde, gode fedtsyrer og dejlig mild smag er der tilsat cashewnødder. Her er den kolde suppe lavet af frøskindsmelon (Piel de sapo), agurk, bladselleri, cashewnødder, løg, hvidløg, hyldeblomstsaft og hyldeblomsteddike. Sart lysegrøn i farven og frisk og dejlig i smagen. Jeg toppede suppen med hvidløgsspirer, hyldeblomster, purløgsblomster og en chiliolie. Og lidt hakkede cashewnødder. Chiliolien og hvidløgsspirerne gav et dejligt spark i smagen. Mmmmmmm en lækker kold sommersuppe.

Spis den evt. som forret med et lidt brød til.

Ingredienser: (til 4-6 personer til forret )

850 g grøn melon (renset vægt)

250 g agurk

75 g bladselleri

50 g løg

50 g cashewnødder

3-4 spsk hyldeblomsteddike (eller æbleeddike eller citronsaft)

2 spsk olivenolie

2 spsk koncentreret hyldeblomstsaft (kan udelades)

3 fed hvidløg

2 tsk uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Start med at sætte cashewnødderne i blød i kogende varmt vand i et par timer. Skær melonen over på midten og fjern kernerne. Skær skrællen af hele melonen. Du skal bruge ca. 850 g melon når skræl og kerner er fjernet. Melonen vejede ca. 1200 g før den blev renset.  Skær melonen i mindre stykker og kom dem i en blender. Skær ligeledes agurken, bladselleristænglerne og løg i mindre stykker og kom det i blenderen. Hæld vandet fra cashewnødderne og skyl dem. Nu tilsættes de også i blenderglasset. Blend til konsistensen er helt fin og glat. Nu tilsættes hyldeblomsteddike (el. æbleeddike el. citronsaft) presset hvidløg, salt, hyldeblomstsaft og friskkværnet peber. Blend atter suppen og smag nu på den. Smag den til med eddike, hyldeblomstsaft, salt og peber.

Topping:

3 spsk. olivenolie

1 tsk. sambal oelek

En håndfuld hakkede cashewnødder

Hvidløgsspirer el. lucernespirer el. hvad du har lyst til

Hyldeblomster

Purløgsblomster

Rør olivenolie og sambal oelek grundigt sammen.

Portionsanret suppen og dryp chiliolien i en rundkreds på suppen. Placér nogle hvidløgsspirer i midten, sammen med lidt af de hakkede cashewnødder.  Drys nogle hyldeblomster og nogle purløgsblomster ud over suppen og kom evt. et drys friskkværnet peber på toppen.

Spis suppen med et stykke godt brød til.

 

Velbekomme!!!!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar