Fastelavnsboller skal der til, på denne tid af året. Bollerne skal være bløde, med lækkert fyld og topping. Både børne- og voksenvenlige.
På billederne består fyldet af både hasselnødde/kakaocreme og marcipan. Det gjorde det, da jeg i år havde rester af marcipan fra julens konfekt. Bollerne blev penslet med smeltet Smørbar og fik en god klat smeltet mørk chokolade og hakkede hasselnødder eller kakaonibs ovenpå.
Lyder det ik`lækkert? Det synes jeg. Og jeg er rigtig godt tilfreds med smagen og konsistensen på bollerne.
Tilføjelse af kokoscreme med citronskal til den oprindelige opskrift (februar 2025).
Her får du et andet forslag til fyld i fastelavnsbollerne. Det er nok lidt mere som det traditionelle cremefyld, der er i de gammeldags fastelavnsboller. Fyldet er lavet med kokosmælk, citronskal, sukker og majsstivelse. Se opskriften længst nede i opslaget. Hvis du vælger dette cremefyld skal det laves et stykke tid før bollerne skal samles, så cremen er helt afkølet når den skal kommes i bollerne.
Ingredienser: (til dejen)
ca. 16 stk.
ca. 500 g. speltmel (hvedemel kan også bruges)
160 g. Smørbar Blok (fra Naturli)
25 g. gær
3 dl. soyamælk gerne den med vanilje
1 spsk. citronsaft
1 spsk. kokosblomstsukker el. anden slags sukker
1 tsk. uraffineret salt
Ca. 50 g. Smeltet Smørbar til at pensle med.
Fremgangsmåde:
Varm soyamælk og citronsaft forsigtigt op i en lille gryde, til det er fingervarmt. Fjern gryden fra varmekilden og rør gæren ud i den lune mælk. Tilsæt sukkeret og rør det ud i væsken.
Sigt det meste af melet over i en skål. De 160 g. Smørbar smuldres sammen med melet+1 tsk. uraffineret salt.
Tilsæt nu væsken til mel/Smørbar blandingen. Rør dejen sammen. Drys det sidste mel ud på bordet. Ælt til dejen slipper fingrene. Kom dejen over i en meldrysset skål og lad den hæve et lunt sted i ca. 1 times tid.
Del dejen i to lige store dele. Rul hver del tyndt ud ( ca. 20 gange 40 cm.) og skær dem i firkanter på ca. 10 gange 10 cm.
Nu placeres den slags fyld du ønsker i midten af hver firkant.
- Læg først en spsk. hasselnøddepålæg og evt. et lille stykke marcipan på midten af hver firkant. Saml nu alle fire hjørner og drej dem forsigtigt så du lukker bollen. Vær forsigtig så du ikke kommer til at trække for meget i dejen på overfladen af bollerne. Man kan nemlig godt komme til at trække dejen så tynd at den sprækker når bollerne bages. Placér nu bollerne med lukningen nedad, mod bagepapiret på en bageplade.
- Eller læg en god spiseske af kokoscremen med citronskal i midten af hver firkant og følg samme fremgangsmåde som beskrevet til hasselnøddepålægget.
Pensel hver bolle med smeltet Smørbar.
Lad dem efterhæve i 15-20 min.
Bages ved 175 gr. varmluft i 15-20 min. Bollerne skal være gyldne, men ikke mørke.
Lad bollerne køle af og kom den slags topping på du kan lide. På billederne er brugt smeltet 75% mørk chokolade og hakkede hasselnødder el. kakaonibs.
Du kan også bruge alm. glasur el. kakaoglasur.
Hasselnøddecreme/pålæg:
Ingredienser:
75 g. hasselnødder
75 g. kokosolie
25 g. kakao
50 g. bløde dadler (uden sten)
1 1/2 dl. mandelmælk eller anden plantemælk
2 spsk. ahornsirup
1/4 tsk. uraffineret salt
Fremgangsmåde:
Læg hasselnødderne på et stykke bagepapir i et ildfast fad. Rist dem i ovnen ved ca. 175 gr. varmluft i 10-15 min. Hold øje med at de ikke bliver for mørke. Skallen skal bare lige sprække. Tag dem ud af ovnen og læg dem i et rent viskestykke. Læg noget af viskestykket oven på nødderne og gnid skallerne af. Fjern nu de ristede hasselnødder fra viskestykket og smid skallerne ud. Lad nødderne køle af. Kværn dem til mel i en minihakker eller en foodprocessor. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser. Kør til massen bliver smørbar og helt cremet.
Kokoscreme med citronskal:
Ingredienser:
400 ml. (1 dåse) kokosmælk ( her er brugt Øgo økologisk kokosmælk)
50 g rørsukker
1/2 tsk ren vaniljepulver el. 1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk gurkemeje
Fintrevet skal af 1 citron
35 g majsstivelse
1 lille nip salt
Fremgangsmåde:
Rør/pisk 1 dl af kokosmælken sammen med majsstivelsen i en lille skål. Kom resten af kokosmælken + rørsukker + gurkemeje + vaniljesukker + fintrevet citronskal i en lille gryde. Rør det grundigt sammen med et piskeris. Tilføj den sammenpiskede blanding af majsstivelse og kokosmælk og kog cremen forsigtigt op mens der røres/piskes grundigt i cremen. Rør konstant i cremen til den er kogt godt op og til den er tyknet. Smag på cremen og smag den eventuelt til med sukker el. citronskal, hvis du synes den skal være mere sød eller syrlig. Lad cremen køle helt af. Nu er den klar til at komme i fastelavnsbollerne.
God fornøjelse!!!!