Jeg fik pludselig lyst til at lave pitabrød i går. Det er meget længe siden jeg sidst lavede det. Har ellers lavet rigtig mange pitabrød gennem tiden. Især da jeg arbejdede i børnehaver og vuggestuer som “madmor”. De fleste børn er nemlig vilde med pitabrød.
Nu er der så en del der har efterspurgt en opskrift på de luftfyldte brød. Og sådan én har jeg liggende i mine gemmer, så den får du her.
Ingredienser:
30 g. gær
3 dl. lunkent vand
2 tsk. rapadurasukker el. anden rørsukker
1 1/2 tsk. uraffineret salt
3 spsk. olivenolie
4 dl. groft speltmel (du kan erstatte med groft hvedemel)
5-6 dl. sigtet speltmel (du kan erstatte med sigtet hvedemel)
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt sukker, salt og olie og rør det grundigt ud i vandet. Rør det grove mel ud i vandet og tilsæt det sigtede mel lidt af gangen. Ælt nu dejen grundigt, til den er stadig er blød og slipper bordet.
Lad dejen hæve lunt i en times tid under et klæde.
Tænd ovnen på 250 gr. varmluft.
Tag nu dejen ud af skålen og ælt den atter på et meldrysset bord. Rul dejen til en tyk pølse og skær den i 8-9 stykker á ca. 90 g. stykket. Rul hvert stykke dej til en kugle som du vender let i mel og ruller fladt ud i en cirkel, med en kagerulle. Læg de ubagte pitabrød på bagepapir på en bageplade. Lad dem efterhæve i ca. 1/2 time.
Bag nu pitabrødene ved 250 gr. varmluft i 8-10 min. De skal helst poppe op så der er et lufthul i midten af brødene. Det er en blanding af måden dejen er rullet ud på, gæren og den høje varme, der får dem til at danne lufthullet.
De skal være gyldne men endelig ikke for mørke. Læg dem på en rist og læg et rent viskestykke over dem når du tager dem ud fra ovnen.
Rigtig god fornøjelse!!!
De ser lækre ud! Hvad er det for noget fyld du har i??