Kartoffel frikadeller med kikærter og grønt

Farsen til disse kartoffelfrikadeller brugte jeg første gang svøbt i squash og grillet som små pakker. Det blev rigtig lækkert og sådan kan den med fordel bruges i grillsæsonnen. Du kan dog også bruge den og forme til små kartoffelfrikadeller og så stege dem på en almindelig pande.

Jeg tilsatte kikærter, løg, persille, frisk koriander, stødt spidskommen, stødt koriander, gurkemeje, urtesalt og friskkværnet peber, til farsen. Du kan skifte kikærterne ud med kogte ærter eller majs og krydre med andre krydderier. Men start evt. med denne version og så kan du jo bruge fantasien fremover, hvis du har mod på det.

Ingredienser:

500 g. kartofler

en gren løvstikke (ikke nødvendigt, men det smager duper dejligt)

250 g. kogte kikærter (svarer til 125 g. tørrede  kikærter) (ærter eller majs)

125 g. løg

1 stor håndfuld persille, koriander eller andet grønt. Evt. vilde planter (f.eks. brændenælde og skvalderkål)

1 tsk. stødt spidskommen

1 tsk. stødt koriander

1 tsk. gurkemeje

2 fed hvidløg

3 spsk. olivenolie (+olivenolie til at stege frikadellerne i)

evt. 3-4 spsk af kogevandet fra kartoflerne eller aquafaba (kogevandet fra kikærterne eller det vand der er i dåsen med kikærter)

1 1/2-2 tsk. uraffineret salt el. urtesalt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Sæt kikærterne i blød aftenen før du skal koge dem. Hæld vandet fra og tilsæt nyt friskt vand. Kog nu kikærterne i 45 min. – 1 time. Hæld vandet fra og gem det evt. Lad de kogte kikærter køle af og mos dem groft. Du skal mose skallen på dem, så de nemmere kan hænge sammen med resten af farsen. Du kan vælge at bruge en dåse kogte kikærter i stedet for selv at koge dem.

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog kartoflerne. Evt. sammen med noget løvstikke, hvis du har tilgang til det. Du skal ikke bruge salt, til at koge kartoflerne med. Tilsæt i stedet mere salt når du laver farsen. Kartoflerne er nemmere at mose, hvis du undlader salten i kogevandet. Kog nu kartoflerne, til de er helt møre. Hæld vandet fra. Gem noget af kogevandet til evt. at justere farsen med. Lad nu kartoflerne køle af.

Rens og hak løget i meget små tern. Tag nu en pande og varm olivenolie, spidskommen, koriander og gurkemeje op på den. Når det er bruset op sammen tilsættes løgternene og de finthakkede hvidløgsfed. Svits det hele til løgene er gennemsigtige. Lad blandingen køle af.

Skyl og hak persillen og den frisk koriander, eller den slags grønt du vælger at bruge.

Mos nu kartoflerne. Når de er helt mosede (det må gerne være en lidt grov mos), tilsættes de svitsede løg og krydderier, de mosede kogte kikærter, den hakkede persille og den hakkede koriander, salt og friskkværnet peber. Rør farsen godt sammen og smag den til med salt og peber.

Form nu farsen til frikadeller. Steg dem på en pande i olivenolie eller kokosolie. Steg dem på middel varme i ca. 5 min. på hver side. Jeg fik 12 mindre frikadeller ud af denne portion.

Du kan også grille dem. I så fald skal du lige pensle dem med olie før du lægger dem på grillen.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

 

One thought on “Kartoffel frikadeller med kikærter og grønt

Skriv et svar