Plantebowl med fuldkornspasta og marineret tofu

Denne slags “Plantebowl” eller på dansk grønsagsgryde er én af de retter jeg oftest laver, hvis ikke lige jeg ved hvad jeg skal finde på. Vores datter får altid lys i øjnene når jeg foreslår det til aftensmad. Det er en ret som består af rigtig mange grønsager. Især kål. Den indeholder spidskål, blomkål og broccoli. Og det er ikke så ringe. Super mad til tarmfloraen. Ja den indeholder også løg og hvidløg som også er fyldt med de gode prebiotika.

Og så smager den bare super lækkert og giver varmen med alle de varmende krydderier der er i den. Den eksakte opskrift får du her:

Ingredienser:

150 g løg

4 fed hvidløg

1 broccoli

1/2 blomkål

1/2 spidskål

3 mellem gulerødder

1 majskolbe el. 1 lille dåse majs eller tilsvarende majs fra frost

1 spsk karry

1 1/2 tsk gurkemeje

50 g frisk ingefær

2 spsk kokosolie eller olivenolie

1 dåse kokosmælk

2 spsk citronsaft

1/2 tsk Sambal Oelek

uraffineret salt (smag selv til)

friskkværnet peber (smag selv til)

Fremgangsmåde:

Rens løget og skær det i tern. Rens hvidløgsfeddene og skær dem i skiver. Skyl broccoli og blomkål og skær dem i mindre buketter. Skræl broccolistokken og skær den i skiver. Snit spidskålet fint. Skrub eller skræl gulerødderne og skær dem i aflange stave, eller som du synes. Skær majsene fra en kolbe. Skræl ingefæren og riv den fint. Smelt nu kokosolien i en gryde og tilsæt karry og gurkemeje. Lad det bruse op og svits nu løg og hvidløg til de er blevet klare. Tilsæt nu gulerødder, majs, de små stykker fra broccolistaven, blomkål og spidskål. Svits det ligeledes med et par minutter. Tilsæt nu kokosmælk og rør det hele sammen. Lad det koge op. Nu tilsættes uraffineret salt, sambal oelek, friskkværnet peber og citronsaft. Når retten er smagt ordentligt til tilsættes broccolibuketterne. De må gerne have lidt bid og skal ikke koges helt møre. Hvis du har smagt til er retten nu klar til at servere sammen med marineret tofu og pasta. Du kan sagtens bruge noget andet end pasta. Fuldkornsris, perlebyg,-spelt eller -rug, quinoa eller risnudler vil også være lækkert til.

Servér evt. retten med frisk koriander på toppen samt ristede sesamfrø og saltede peanuts.

Marineret tofu:

200 g neutral tofu

1/2 dl tamari

1/2 citron (saften fra)

frisk ingefær (fint revet)

Fremgangsmåde:

Rør tamari, citronsaft og revet ingefær sammen. Skær tofuen i skiver og læg dem i marinaden i en times tid. Sørg for at skiverne bliver dækket af marinaden.  Læg de marinerede tofustykker på en bageplade med bagepapir. Bag tofuen i ca 25 min. ved 200 gr. varmluft.

Rigitig god fornøjelse!

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.