Sennepsmarinerede bagte porrer med hasselnødder

Disse bagte porrer laver jeg ofte i vinterhalvåret, som tilbehør til det varme aftensmåltid. Når porrerne bages smager de dejligt sødligt. Her er de penslet med en marinade lavet af olivenolie, dijonsennep, ahornsirup, citronsaft, uraffineret salt og friskkværnet peber.

Porrer bruges ofte som smagsgiver i supper og sammenkogte retter, ligesom løg. Ud over at de tilfører smag indeholder de også en masse gode næringsstoffer. Porrer er en af de grønsager der ligger i top 10 i forhold til indhold af præbiotika. Præbiotika er en form for uopløselige fibre som er med til at opformere/fodre de gode tarmbakterier – probiotika. Derfor er det en rigtig god idé at du jævnligt spiser porrer.

Da der ofte sidder en del jord imellem bladene på porrerne, skal de renses grundigt, inden de tilberedes. Du kan skære et snit hele vejen på langs af porren og åbne den, så du kan rense den indeni imellem bladene i rindende vand. Lad den nederste del af porren være hel, så bladene stadig hænger sammen når du renser den. Jorden sidder fortrinsvist helt i toppen af porren og ned i den øverste del. Du må endelig ikke smide den grønne del af porren væk. Det gjorde man før i tiden, fordi den grønne del ikke er så blød og lækker, som den hvide del. Den grønne del er godt nok lidt grovere, men den smager også rigtig godt. Skær blot det brune og kedelige af i toppen.

Ingredienser: (Som tilbehør til 4 personer)

400 g porrer

50 g hasselnødder

2 spsk olivenolie (+ lidt til at smøre fadet med)

1 spsk dijonsennep

1 tsk ahornsirup el. kokossukker

1 tsk citronsaft

uraffineret salt (smag selv til )

friskkværnet peber (smag selv til)

Fremgangsmåde:

Rens porrerne. Læs i afsnittet ovenfor ingredienslisten. Skær porrerne helt igennem på langs, så du halverer dem. Skær nu de halve porrer i lige store stykker af ca. 10 cm. Hak hasselnødderne groft. Rør marinaden sammen af olivenolie, dijonsennep, ahornsirup, citronsaft, uraffineret salt og friskkværnet peber. Smør et ildfast fad med olivenolie og læg porrerne i fadet med skærefladen nedad. Læg dem i ét lag. Pensel nu porrerne på overfladen med marinaden. Bag dem ved 175 gr. varmluft i 10 min. og drys så de grofthakkede hasselnødder ovenpå. Bag videre i ca. 15 min. til både porrer og hasselnødder er gyldne.

Jeg serverede dem sammen med en rodfrugtmos, nogle stegte flowersprouts  og kikærtefrikadeller. Et dejligt, velsmagende og mættende måltid.

Velbekomme!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar