Varmende vintersalat med kål og bagte persillerødder med harissa

Denne salat er lavet af tre forskellige slags kål, persillerødder, grapefrugt og ristede mandler med chili. Rosenkålen er bagt i ovnen på samme tid som persillerødderne og grønkålen er stegt på en pande. Persillerødderne er vendt i olivenolie og Harissa (en stærk pasta med chili og andre varmende krydderier) og bagt i ovnen. Salaten er dejlig fyldig, utrolig smuk og fuld af smag.

Spis den lun eller kold til et varmt måltid og gem de eventuelle rester til frokosten dagen efter.

Opskriften er delt ind så der først er nævnt de ingredienser der ikke skal varmes op og tilberedes. Derefter er der en beskrivelse for fremgangsmåden og hvilke ingredienser der er i hver af de tilberedte råvarer. Til sidst beskriver jeg hvordan salaten anrettes.

Ingredienser: (til 4-5 personer som tilbehør)

150 g lilla spidskål

1-2 rød grape

Fremgangsmåde:

Snit den lilla spidskål helt fint. Gerne på mandolinjern. Skær skrællen + hinderne af det yderste af grapefrugten. Skær den nu over på langs og skær derefter i tynde skiver. Er grapefrugten meget stor, kan du skære de halve skiver i kvarte. Gem nu den snittede spidskål og grapen i mindre skåle. Til allersidst i opskriften beskrives hvordan salaten samles før den serveres. Du kan både vælge at servere den lun og kold.

Bagte persillerødder:

Ingredienser:

500 g persillerødder

2 spsk olivenolie

1 tsk harissapasta

uraffineret salt

Fremgangsmåde: Skræl persillerødderne og skær dem i lige store stave. Rør olie, harissa og salt godt sammen og smag til. Kom persillerødderne i en skål og vend olieblandingen grundigt med persillerødderne. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 30 min.

Bagte rosenkål:

Ingredienser:

200 g rosenkål

1 spsk olivenolie

2 spsk appelsinsaft

1 tsk ahornsirup

1/2 tsk tørrede chiliflager

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Rens rosenkålene. Skær enderne af og fjern de yderste blade, hvis de er brune og plettede. Halvér nu de små kålhoveder. Rør olivenolie, appelsinsaft, ahornsirup, uraffineret salt, friskkværnet peber og tørrede chiliflager sammen i en lille skål. Bland nu olieblandingen med de halverede rosenkål og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ovnen på samme tid som persillerødderne. Rosenkålene skal kun bages i 15 min.

Stegte grønkål:

Ingredienser:

5 – 6 grønkålsblade

2 spsk olivenolie

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skyl grønkålsbladene grundigt og rens dem grundigt for skidt. Fjern de grove ribber og pluk de større stykker blade i små mundrette stykker. Varm nu en pande op og kom olivenolie på panden. Steg nu de små stykker grønkål til de ændrer farve og bliver bløde. Krydder med uraffineret salt og friskkværnet peber. Læg nu de stegte blade på en tallerken med et stykke køkkenrulle på.

Ristede mandler m/chili:

50 g mandler

en smule olivenolie

et drys chiliflager el. 1/2 tsk paprika (chiliflager hvis du er chilifan )

lidt uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Rist mandlerne i ovnen ved 175 gr i ca 15 min. ( Du kan evt. gøre det mens du alligevel har gang i ovnen og bager persillerødderne og rosenkålene.) Tag dem ud af ovnen og vend med det samme olivenolie, salt og chiliflager el. paprika med mandlerne. Lad mandlerne køle af. Nu kan du selv bestemme om du vil hakke mandlerne groft eller om du vil lægge dem hele i salaten.

Anretning af salaten:

Jeg synes at det er smukkest at anrette mine salater i et fad fremfor en skål. Det fordi man nemmere kan se alle de smukke farver der ofte er i en salat. Men det er smag og behag. Her har jeg først lagt den fint snittede lilla spidskål i bunden af salatfadet. Derefter er de bagte persillerødder lagt på, de bagte rosenkål, de stegte grønkål og grapestykkerne er fordelt ud over salaten. Til sidst er de ristede mandler drysset ud over salaten. Og hvis du synes kan du give den færdige salat et lille drys uraffineret salt og lidt friskkværnet peber lige før servering.

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.