Kalenderen siger at det er forår og lysten til friske salater river i mig. Det er nu man må væbne sig med tålmodighed, til alt det lysegrønne forårsgrønt er i sæson. Jeg har prøvet at lave en salat der kunne tilfredsstille min trang til det friske og lysegrønne forårsagtige uden at gå for meget på kompromis med de danske råvarer der stadig er i sæson. Jeg kunne dog ikke vente helt, så der har sneget sig et hjertesalat i salaten. Her er både noget syrligt, noget salt, noget bittert og noget sødt i salaten. Og der er masser af sprødhed og knas.
Hvis fokus flyttes fra det smagsmæssige til det ernæringsmæssige, er der bla. masser af præbiotika (kostfibre) i rosenkålen, omega3 fedtsyrer i valnødderne og masser af andre gode næringsstoffer i salaten.
Mad til krop og sanser
Ingredienser: (Som tilbebehør til 4 personer)
500 g rosenkål
2 syrlige æbler
1 hjertesalat
50 g valnødder
30 g tørrede tranebær
Karse
Mormordressing:
Ingredienser:
1 dl havrefløde
2 spsk citronsaft
1-2 spsk rørsukker el ahornsirup
Uraffineret salt
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skær bunden af rosenkålen og fjern de yderste grimme blade. Snit de små kål i den tykkelse som du ønsker. Du kan både gøre det på en foodprocessor med snittefunktion. (Ved faktisk ikke om det er det det hedder.) Eller du kan gøre det i hånden med en kniv. Skær æblerne i mindre tern. Rens hjertesalatet og skyl bladene. Pluk dem i mindre stykker. Hak valnødderne groft.
Rør mormordressing sammen og smag den til med citron, rørsukker og salt.
Saml nu salaten i en stor skål og bland den med mormordressingen. Anret på et fad og drys karse, friskkværnet peber og en smule salt over salaten.
Velbekomme!