Umami og lækker tekstur. Det er hvad disse panerede østershatte tilfører. Jeg blev selv overrasket over den tekstur svampene havde. Både teksturen og smagen minder meget om kylling. Så det var lige før jeg selv tvivlede på hvad jeg selv havde lavet.
De panerede østershatte kan bruges som et skønt tilbehør til flere forskellige retter. Brug dem f.eks. i en wrap, en kålwrap eller i vietnamesiske forårsruller.
På billedet herunder brugte jeg de panerede østershatte som tilbehør i en wrap.
Ingredienser:
200 g østershatte
1 1/2 dl linsemel (kikærtemel kan også bruges)
2 1/2 dl soyadrik usødet el. anden usødet plantedrik
2 dl rasp
1 dl sesamfrø
uraffineret salt (gerne urtesalt)
friskkværnet peber
olivenolie
Fremgangsmåde:
Rens østershattene og skær dem i mundrette stykker. Rør linsemel og soyadrik sammen og lad det stå i ca. 5 min. Bland rasp, sesamfrø, salt og peber i en dyb tallerken. Dyp nu svampestykkerne enkeltvis i linsedejen og vend dem derefter i blandingen af rasp, sesamfrø, salt og peber. Læg nu de panerede stykker, så de ligger enkeltvis og ikke oveni hinanden, på en bageplade med bagepapir. Hæld nu en smule olivenolie ud over svampestykkerne. Bag ved 200 grader varmluft i 25 – 30 min.
Rigtig god fornøjelse!