Kartoffelsalat med jordbærvinaigrette

Så er de nye danske kartofler og de danske jordbær i sæson. Og jeg fik fat i begge dele i en lokal gårdbutik, der hedder Paradiset. Paradiset forhandler forskellige økologiske grønsager og andre fine sager. Så dejligt at kunne købe friske råvarer når man ikke selv dyrker så meget.

Jordbærvinaigrette er én af de bærvinaigretter jeg elsker allermest. Og sammen med nye kartofler, lidt vandmelon, lidt friske jordbær og hyldeblomster er denne salat lig med den danske midsommer. Spis den evt. sammen med nogle lækre linsefrikadeller.

Ingredienser:

600 g nye små kartofler

1 frisésalat el krølsalat

200 g vandmelon (uden skræl)

10 jordbær

2 klaser hyldeblomster

Fremgangsmåde:

Skrub kartoflerne og kog dem til de lige akkurat er gennemkogte. Kogetiden varierer alt efter hvor store kartoflerne er. Stik i dem med en spids kniv efter ca. 12 min og se om de er gennemkogte. Sluk derefter for varmen og lad kartoflerne stå i  vandet i nogle minutter. Hæld nu vandet fra og lad kartoflerne køle af. Når de er kølet af skæres de i mundrette stykker. Skyl salaten og pluk bladene i mundrette stykker. 

Skær vandmelonen i små tern. Fjern stilken på de 10 jordbær og skær dem i kvarte. Vend nu jordbærvinaigretten med de afkølede kogte kartofler. Anret salaten på et fad eller i en skål. Læg krøl eller frise´salaten i bunden og derefter de kogte kartofler som er vendt med jordbærvinaigrette og  til sidst melonstykkerne og de kvarte jordbær. Hvis du laver salataten i hyldeblomstsæsonnen er det rigtig fint at pynte salaten med hyldeblomster. 

Jordbærvinaigrette

Ingredienser: 

100 g jordbær

3 spsk olivenolie

1 spsk hyldeblomsteddike

1 spsk ahornsirup

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Sambal Oelek 

Fremgangsmåde:

Rens jordbærrene og fjern stilkene. Blend alle ingredienserne sammen og smag til med salt, peber og Sambal Oelek.

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Skriv et svar