Så fik jeg ført en sjov idé ud i livet. De yndige blomster fra både hybenroser og purløg har jeg prøvet at sylte. Og ud over at begge slags syltede blomster hver for sig smager skønt er de vildt smukke at se på. De er bla. blevet brugt som pynt og smagsgivere, på nogle små kanapéer, lavet med vandmelon, basilikum, citronmarineret tofu, kalamataoliven og disse to sags syltede blomster.
Du skal lave dem i to forskellige små glasbeholdere. Purløgsblomsterne for sig og hybenrosekronbladene for sig. De syltede hybenroser har en sart smag af rose og purløgsblomsterne som syltede rødløg med lidt blomstersmag. Meget delikate begge slags.
Ingredienser:
2 store håndfulde hybenrosekronblade
2 store håndfulde purløgsblomster
1 1/2 dl æblecidereddike
1 1/2 dl vand
1 1/2 dl rørsukker
Fremgangsmåde:
Nip de små purløgsblomster af blomsterstanden, skyl dem i en sigte og tør dem i en salatslynge. Der går ret mange blomster til at fylde et glas. Læg dem i et rengjort glas. Det samme gøres med hybenrosekronbladene. Kronbladene tages af blomsterstanden, skylles i en sigte og tørres i en salatslynge. Lav et glas med hybenroser og et med purløgsblomster. Nu blandes æblecidereddike, vand og sukker i en lille gryde og koges forsigtigt op til sukkeret smelter. Hæld eddike/vand/sukker blandingen over blomsterne til det dækker. Læg evn. et lille glaslag oven på de syltede blomster for at holde dem ned under lagen. Luk glassene til og stil på køl. Det tager lige lidt tid før den smukke lyserøde farve trænger ud i lagen. Du kan bruge syltelagen til at lave en ny portion, når blomsterne er brugt eller du kan bruge den i dressinger.
Rigtig god fornøjelse!