Jule-carpaccio med gule beder og appelsin

Gule beder har bare den smukkeste gule farve som gør sig rigtig fint til i en salat. Denne salat tænker jeg vil egne sig til at blive serveret i julen. I salaten her er de gule beder kogt hele med skræl på og sammen med stjerneanis. Derefter er skrællen smuttet af og de er skåret i helt tynde skiver, på et mandolinjern. De smager mildt af stjerneanis. En dejlig smagskombination sammen med appelsinerne og appelsindressingen med kanel.

Salaten vil også være rigtig lækker hvis der tilsættes granatæblekerner i stedet for den røde skovsyre. Jeg kunne bare ikke lige finde økologiske granatæbler. Så jeg valgte at komme rød skovsyre på, som jeg havde stående. Valnødderne giver et dejligt knas og nogle gode flerumættede fedtsyrer til salaten.

Spis evt. salaten som tilbehør til falafler med garam masala, bagte løg eller porrer og kogte perlespelt el. quinoa og en tahindressing.

Ingredienser:

300 g gule beder (4 nogenlunde samme størrelse á ca. 75 g.)

1 hel stjerneanis

3 appelsiner

2 grønkålsblade 

2 palmekålsblade 

1 spsk olivenolie + salt, peber og en kn.sp. kanel

50 g valnødder + 1 tsk ahornsirup + salt

rød skovsyre ( kan undlades)

Dressing :

1 spsk appelsinsaft

1 tsk olivenolie el. rapsolie

1 tsk hvid balsamico

1 tsk ahornsirup

1 lille drys kanel ( ca. 1/4 tsk.)

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skrub de gule beder fri for jord. Kog dem i rigeligt vand + 1 hel stjerneanis i 20-30 min. Stik i dem med en lille spids kniv. Når de er bløde hele vejen igennem og kniven slipper, er de klare. Hæld vandet fra og overhæld dem med koldt vand. Lad dem ligge i det kolde vand til du kan holde på dem uden at brænde fingrene. Nu kan du gnide skrællen af bederne. Lad dem køle af og skær dem derefter i helt tynde skiver på et mandolinjern. 

Skær skrællen af appelsinerne og skær dem derefter i helt tynde skiver. 

Skyl grønkålsbladene og palmekålsbladene. Fjern de grove ribber og pluk resten af bladene i mundrette stykker. Tør grønkålsstykkerne på et rent viskestykke el. i en salatslynge. Steg nu i olivenolie på en pande til kålstykkerne bliver klart grønne og falder let sammen. Krydder med raffineret salt, friskkværnet peber og kanel. 

Rist valnødderne forsigtigt på en tør pande. Tilsæt ahornsirup og en smule salt og rør grundigt i blandingen. Lad dem køle af og hak derefter groft. 

Rør appelsinsaft, hvid balsamico, ahornsirup, salt, peber og kanel sammen og smag til. 

Anretning af salaten:

Læg skiverne af de kogte gule beder og appelsinskiverne lidt blandet og i flere lag. Fordel de stegte kålstykker ud over og imellem de gule beder og appelsinskiverne. Fordel de ristede valnødder ud over salaten. Fordel dressingen ud over hele salaten. Til sidst lægges nogle blade af rød skovsyre ud over salaten og der drysses en smule salt og friskkværnet peber på toppen. 

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar