Bælgbøffer med svampe

Disse bælgbøffer er lavet efter samme fremgangsmåde som når man laver falafler. Ærterne er blot iblødsatte og ikke kogte, før de bliver blendet til en fars, sammen med de øvrige ingredienser. Der er brugt dansk dyrkede Ingrid ærter i denne fars, men der kan også bruges de forskellige sorter af gråærter eller kikærter. Der er også brune champignon og blendede/malede, tørrede kantareller. Kantarelpulveret giver sammen med den hvide miso en skøn og dyb umamismag. Bøfferne er rigtig lækre i en burger, men de er også lækre at servere som proteindelen i et varmt måltid. Servér dem feks. sammen med en coleslaw og bagte rodfrugter.

Jeg vil gerne lave et shout out for de danske bælgfrugter. Jeg er godt klar over at de kan være svære at finde i dagligvarebutikkerne. Du kan dog købe dem i helsekostbutikker, samt i velassorterede dagligvarebutikker. Der er også en del webshops som forhandler dem. Blandt andet linserforlivet.dk og puredansk.dk.

Ingredienser: ( til ca. 12 bøffer )

250 g tørrede Ingrid ærter, gråærter eller kikærter

200 g brune champignon el. andre slags svampe

75 g løg ( renset vægt )

3 fed hvidløg

1 dl kikærtemel eller anden slags bælgfrugtmel

2 spsk pulver af tørrede kantareller ( kan undlades, men det giver kraftigere smag af svampe )

1 dl vand

1 spsk loppefrøskaller

1 spsk hvid miso ( kan undlades, men giver ekstra umamismag)

1 1/2 tsk tørret timian

Fintrevet skal af 1 citron

uraffineret salt 

friskkværnet peber

olivenolie til stegning

Fremgangsmåde:

Sæt ærterne i blød i rigeligt vand i 10-12 timer. Hæld iblødsætningsvandet fra og skyl ærterne grundigt. Rens de brune champignon og hak dem groft.. Rens løget og skær i grove stykker. Rens hvidløgsfeddene. Blend de tørrede kantareller i en elektrisk kaffemølle. Kom alle ingredienserne fra ingredienslisten i en foodprocessor og blend til konsistensen er sammenhængende og der ingen større stykker er i farsen. Smag på en lille bid af farsen og tilsæt eventuelt lidt mere salt og peber eller lidt mere af de øvrige krydderier. ( Miso, timian og fintrevet citronskal ). Form til 12 store flade bøffer og steg i olivenolie i cirka 5 minutter på hver side ved middelvarme. Hold øje med at bøfferne ikke bliver for mørke. I så fald skrues ned for varmen. Du kan naturligvis lave mindre bøffer/frikadeller hvis du ønsker det. 

Servér eventuelt bøfferne i en burger eller som proteindelen i et varmt måltid. 

 

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar