Tomatsauce med knoldfennikel og butterbeans

Jeg kan rigtig godt lide knoldfennikel. Jeg bruger den ofte helt fintsnittet på mandolinjern i salater eller skærer den i grove stykker , vender den i olivenolie og bager den i ovnen. Her har jeg brugt den i en tomatsauce. Den er nem og hurtig at lave. Og så smager den skønt.

Servér saucen sammen med spaghetti, pasta eller måske bulgur eller cous cous.

Ingredienser: (til 3 personer)

1 knoldfennikel

1 løg

75 g frisk spinat (frosset kan også bruges)

3 fed hvidløg

125 g tørre butterbeans (250 g kogte butterbeans )

1 dåse hakkede flåede tomater

2 spsk olivenolie

1 tsk kokossukker

chiliflager eller Sambal Oelek

Uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Sæt de tørre bønner i blød i rigeligt vand i ca. 10 timer, til de har suget så meget vand som de kan. Hæld udblødningsvandet ud og kog bønnerne i friskt vand i ca. 45 min. Hæld vandet fra og lad bønnerne køle af. Du kan sagtens bruge de butterbeans som kan købes på dåse i stedet for.

Rens og skær knoldfennikel, løg og hvidløg i små tern. Varm olivenolien op i en tykbundet gryde og svits først løg og hvidløg til de er blevet klare. Tilsæt nu knoldfennikel og svits videre i et par minutter. Nu tilsættes de flåede hakkede tomater, spinat, chili, kokossukker, uraffineret salt og friskkværnet peber. Tilsæt nu de kogte butterbeans og rør forsigtigt det hele sammen og lad det stå og simre til bønnerne er gennem varme. Rør i saucen og smag den grundigt til med chili , salt og peber.

Servér evt. sammen med fuldkornsspaghetti eller en anden form for pasta.

 

Velbekomme!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.