Kartoffelfad med aubergine, kikærter, tomat, kokosmælk og Tandoori

Denne ovnret fik mig fluks til Indien. Det må da siges at være en bæredygtig  og billig rejse. Jeg satte noget indisk musik på, og forestillede mig at jeg var i Indien, mens jeg spiste. Ovnretten blev serveret sammen med nogle grove kikærtebøffer med karry, majs og revet gulerod. Så lækkert.

Hvis du er vild med indisk mad, vil jeg virkelig anbefale dig at prøve denne ret. Tandoori er et indisk blandingskrydderi, som varierer i sammensætning alt efter hvor i Indien det er lavet. Ligesom med karry, der også laves på mange forskellige måder. Hvis jeg skal nævne et yndlings blandingskrydderi må det være Tandoori.

Ingredienser: (til ca. 6 personer som tilbehør)

1 kg kartofler

1 aubergine

250 g kogte kikærter (svarende til 1 dåse)

2 dåser flåede hakkede tomater 

1 dåse Änglamark kokosmælk

1 1/2- 2 spsk Tandoori

1/2 tsk gurkemeje

Uraffineret salt (smag selv til )

Friskkværnet peber (smag selv til )

olivenolie til pensling af fadet + til at dryppe over retten.

Persille 

Frisk koriander

Fremgangsmåde:

Skrub kartoflerne og skær dem i mundrette stykker. Skyl auberginen, skær stilken af og skær den ligeledes i mundrette stykker. Pensel et ildfast fad med olivenolie og fordel kartoffel- og auberginestykkerne i fadet. 

Hæld væden fra kikærterne og bland dem med kartofler og auberginer. 

Rør de flåede hakkede tomater og kokosmælken sammen i en skål. Tilsæt tandoori, gurkemeje, salt og friskkværnet peber og rør det grundigt sammen. Fordel nu tomatsaucen over kartoffel/aubergine/kikærteblandingen. Sørg for at det hele er overhældt med saucen. Dryp en smule olivenolie ud over det hele. 

Bages i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 45 min. 

Skyl og hak persille og koriander og drys det ud over retten inden servering.

 

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar