Lækker bagt efterårssalat

Denne bagte salat lavede jeg første gang sidste år i oktober måned. Nu har jeg lavet den et par gange mere og synes at salaten fortjener at komme på bloggen. Så her kommer den.

Hokkaido græskarret, knoldfenniklen og toppen fra knoldfenniklen i denne salat er fra Peters Gartneri, et lokalt økologisk gartneri. Palmekålen er fra vores egen have og derudover er der granatæblekerner og cashewcreme med knoldfennikeltop i salaten. Det er en rar følelse at vide hvor de råvarer jeg spiser kommer fra og hvordan de er dyrket. Jeg ved godt at jeg er priviligeret at have muligheden for at kunne købe økologiske grønsager fra mit lokal område. Det er de færreste der har den mulighed. Alligevel har jeg lyst til at dele det med dig her. Jeg ved at der er muligheder for det samme rundt om i landet. Så måske du kunne undersøge om du også kan købe lokalt dyrkede øko grønsager i nærheden af hvor du bor.

Hokkaidogræskarret er skåret i skiver og bagt. Knoldfenniklen er ligeledes skåret i skiver og bagt i ovnen. Derudover er der syrligt/søde små smagsbomber af granatæblekerner og en krydret lysegrøn cashewcreme som dressing.

Alt i alt en smagfuld og smuk salat.

Ingredienser: (Til 4 personer)

1 mellemstort hokkaido græskar

2 små el. 1 stor knoldfennikel

Toppen fra en knoldfennikel

6 mindre palmekålsblade

2 dl grantæblekerner

olivenolie

æbleeddike

ahornsirup

uraffineret salt

friskkværnet peber

Bagte hokkaidoskiver:

Fremgangsmåde:

Rens hokkaidogræskarret udenpå og skær det over på langs. Fjern kernerne med en ske. Skær i en passende størrelse skiver. Rør 2 spsk olivenolie, 1 spsk æbleeddike, 1 spsk ahornsirup, uraffineret salt og friskkværnet peber sammen. Læg hokkaidoskiverne på en bageplade med bagepapir og pensel skiverne med olieblandingen på begge sider. Bag ved 200 grader i ca. 25 min.

Bagt knoldfennikel:

Fremgangsmåde:

Rens knoldfenniklen, halver den på langs og skær den i mindre mundrette skiver. Bland 2 spsk. olivenolie med lidt raffineret salt og friskkværnet peber. Læg nu fennikelstykkerne i en skål og bland dem med olie/salt og peber. Fordel nu fennikelstykkerne på bagepapir på en bageplade. Bag ved 200 grader varmluft i 20-25 min.

Stegt palmekål:

Fremgangsmåde:

Skyl kålbladene og tør dem. Fjern den grove ribbe i midten af kålbladene og pluk dem i mundrette stykker. Lynsteg nu i lidt olivenolie på en pande og krydder med en smule uraffineret salt og friskkværnet peber.

Cashewdressing med knoldfennikeltop

Ingredienser:

1 dl cashewcreme

1 dl vand (tilsæt mere vand hvis du ønsker dressingen tyndere)

en håndfuld knoldfennikeltop

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Det kræver en god og stærk blender at kunne blende en cashewcreme helt glat. Hvis du ikke har en stærk blender vil din creme blive lidt grynet. Kom alle ingredienser i blenderen og blend til cremen er så glat som det er muligt. Smag til med salt og peber. Cremen har den smukkeste lysegrønne farve.

 

Anretning af salaten:

Fordel de bagte knoldfennikelstyker og de lynstegte palmekål på et salatfad. Fordel nu de bagte hokkaidostykker ovenpå. Nu drysses granatæblekernerne ud over salaten og til sidst fordeles noget af cashewdressingen ud over. Pynt evt. med ekstra grønt knoldfennikeltop.

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Skriv et svar