Her kommer to opskrifter i én. En hummus lavet af Ingridærter (el. kikærter), kogt knoldselleri og ristede solsikkekerner. En dejlig hummus der smager mildt af knoldselleri. Solsikkekernerne er tilføjet for at give lidt ekstra fedme og når de som her er tørristede kommer der en dejlig ekstra dybde i smagen. Den er her serveret sammen med bagte rødbeder, der er krydret med hvid miso for at give lidt mere dybde i smagen. Appelsinsaften tilfører en mild syre og friskhed og ahornsiruppen tilfører sødme.
Retten blev toppet med stegt palmekål. En dejlig lille ret som kan serveres med et stykke lækkert surdejsbrød.
De bagte rødbeder kan dog sagtens serveres som tilbehør til andre retter. Knoldselleri-hummusen kan også bruges som pålæg oven på et stykke rugbrød med en anden form for topping.
Knoldsellerihummus
Ingredienser:
200 g knoldselleri ( renset vægt)
125 g rå eller 250 g kogte Ingridærter eller kikærter
40 g ristede solsikkekerner malet til mel
2 spsk citronsaft
ca. 1 dl kogevand fra knoldsellerien
uraffineret salt
friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Sæt bælgfrugterne i blød i cirka 10 timer. Hæld vandet fra og kog i friskt vand til kikærterne/Ingrid ærterne er møre. Det tager cirka 40 minutter. Gem kogevandet. Noget af det skal bruges til at justere konsistensensen på hummusse
Knoldsellerien skrælles og skæres i mindre stykker og koges møre i saltet vand. Det tager mellem 5 og 10 minutter alt efter hvor store stykkerne er.
Rist solsikkekernerne på en tør pande, til de er let gyldne. Pas på de ikke brænder på. Lad dem køle af og blend derefter til det er som mel.
Kom de kogte Ingrid ærter/kikærter, de kogte stykker knoldselleri, solsikkekernemelet, citronsaft, salt og friskkværnet peber. Blend til hummussen er glat og tilsæt kogevandet fra knoldselleristykkerne lidt af gangen til konsistensen er som du bedst kan lide. Smag til med salt, pebr og citronsaft.
Bagte rødbeder med hvid miso og appelsinsaft
Ingredienser:
400 g rødbeder (renset vægt)
200 g rødløg ( renset vægt )
2 spsk olivenolie
1 spsk hvid miso
1 spsk ahornsirup
2 spsk appelsinsaft
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skrub eller skræl rødbederne og skær dem i mundrette stykker. Rens rødløgene og skær ligeledes i mundrette stykker. Pres saften fra en appelsin og skær derefter appelsinen i mindre stykker. Rør olivenolien sammen med den hvide miso, ahornsirup, appelsinsaft, salt og friskkværnet peber. Vend rødbeder og rødløg i olieblandingen. Læg dem i ét lag på en bageplade beklædt med bagepapir. Fordel appelsinstykkerne imellem rødbeder og rødløg. De giver lidt ekstra smag til de bagte rødbeder og rødløg. Bages ved 185 grader varmluft i ca. 30 minutter. Fjern de bagte appelsinstykker efter bagning.
Stegt palmekål:
Ingredienser:
5-7 palmekåls blade
1 spsk olivenolie
uraffineret salt
friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skyl kålbladene og fjern den grove ribbe i dem. Riv eller skær resten af bladene i mundrette stykker. Steg dem på en pande i olivenolien til de falder sammen og bliver mørkere i farven. Krydder med salt og friskkværnet peber.
Servering:
Læg hummusen i bunden af et fad. Læg de bagte stykker rødbede i midten af hummusen og fordel de stegte stykker palmekål ud over retten.
Servér med et stykke godt surdejsbrød eller en anden slags foretrukket brød.
Rigtig god fornøjelse!