Kartoffel selleri kroketter med quinoa

Kartofler og selleri bruger jeg ofte sammen i mos. Er vild med begge slags grønsager. Kartoflerne fordi de er så milde, bløde og kan bruges i utroligt mange forskellige retter og sellerien fordi den er så fuld af aroma og smag. Sammen udgør de et fantastisk makkerpar. Derfor har jeg prøvet at lave kroketter med en blanding af dem.

De blev rigtig lækre synes både jeg og de andre i familien. Her får I opskriften på dem.

Ingredienser: (til 4 personer ) 

500 g kartofler (skrællet vægt )

200 g selleri (renset vægt )

1 dl quinoa eller 2 dl kogt quinoa ( alle slags quinoa kan bruges )

40 g hasselnødder el. mandler

2 spsk linsemel el kikærtemel (kan godt undlades )

fintrevet skal fra 1/2 citron

1 tsk tørret citrontimian eller timian el. 2 tsk frisk

1/2 tsk revet muskatnød

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Kog 1 dl quinoa sammen med 2 dl vand, samt lidt uraffineret salt i 15-20 min. Hvis du vil tænke lidt bæredygtigt er det en god idé at koge en større portion, så du har til at bruge i maden de følgende dage. Skær de skrællede kartofler og den rensede knoldselleri i nogenlunde lige store stykker. Koges helt møre i usaltet vand. Hæld kogevandet fra i en sigte og gem det. Mos nu kartoffel- og selleristykker med en kartoffelmoser eller en gaffel. Lad blandingen køle af. Hak nødderne el. mandlerne fint. Bland nu de finthakkede nødder, den kogte quinoa, linsemel, citrontimian, revet muskatnød, uraffineret salt el. urtesalt og friskkværnet peber. Smag grundigt til med krydderierne. Da kartoflerne og sellerien er kogt i usaltet vand, kræver farsen en del salt.

Form nu farsen som du kroketter. Derefter paneres kroketterne.

Panering:

Ingredienser:

1 1/2 dl linsemel el. kikærtemel el groft speltmel

1/2 dl hasselnøddemel el. mandelmel

uraffineret salt

friskkværnet peber

1/2 tsk tørret citrontimian el timian

Fremgangsmåde:

Blend nødderne til mel. Bland linsemelet med nøddemel, citrontimian, salt og peber. Vend nu kroketterne i blandingen. Læg de panerede kroketter på en bageplade med bagepapir og pensel med olivenolie eller brug en oliespray med olivenolie til at spraye dem med. Bag dem ved 200 gr. varmluft i 15-20 min. Kroketterne kan også steges i olivenolie på en stegepande, men det kræver en del mere olie. I så fald skal de steges gyldne på alle sider.

På billede er de serveret med et hvidløgsdip med persille og chili.

Velbekomme!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.