December = Julebag. Småkager, æbleskiver, Julekonfekt og Juleboller. Hyggen vil ingen ende tage. Og det er bare så dejligt at kunne hygge sig med at bage indendørs i varmen, når nu det rusker, regner og er tidligt mørkt udenfor.
Disse Juleboller nyder vi i familien. Især med smør(bar) og en dejlig marmelade ovenpå. Jeg synes at Denne Abrikosmarmelade er perfekt til disse boller. Mmmmm. Nyd bollerne til eftermiddagskaffen/teen. Eller til morgenmaden i kalenderlysets skær.
Ingredienser: (til ca. 24 boller)
5 dl sojamælk ( gerne en med vanilje)
3 dl vand
200 g groft revet æble
75 g tørrede usvovlede abrikoser
50 g mandler
50 g smør(bar)
3 spsk kokossukker
3 tsk stødt kanel
3 tsk stødt kardemomme
1 1/2 spsk uraffineret salt
1 spsk tørgær el ca. 15 g alm. gær
7-800 g sigtet speltmel
150 g groft speltmel
100 g havregryn
Fremgangsmåde:
Hak mandlerne groft. Del æblerne og fjern blomst, stilk og kerner . Riv dem groft. Du skal bruge 200 gram revet æble. Skær abrikoserne i mindre stykker. Varm sojamælken + vandet op i en gryde til det er lillefingervarmt = ca. 37 grader. Kom den lune sojamælk over i en rørekeddel hvis du har en røremaskine. Eller i et bagefad, hvis du skal ælte dejen i hånden. Hvis du bruger almindeligt gær skal det tilsættes i den lune mælk nu og røres ud i mælken. Hvis du bruger tørgær skal det tilsættes sammen med melet.
Tilsæt nu det revede æble, de hakkede mandler, de hakkede abrikoser, smørbar, kokossukker, salt, havregryn og det grove speltmel, (+ tørgær, hvis det er den slags gær du bruger ). Rør/ælt grundigt og tilsæt det fine speltmel, lidt af gangen. Ælt dejen i nogle minutter. Hvis du har en røremaskine lader du maskinen køre i ca. 5 min.
Sæt dejen til at hæve på et køligt sted natten over. Lad skålen med dejen stå lunt ca. 1 1/2 time før du vil forme den til boller. Læg nu bagepapir på to bageplader. Form bollerne og læg dem på bagepapiret.
Topping til Julebollerne:
1 tsk loppefrøskaller
1 dl sojadrik el. anden plantedrik
25 g mandler
3 spsk kokossukker
1 spsk stødt kanel
Fremgangsmåde:
Bland kokossukker og kanel i en lille skål. Rør loppefrøskallerne ud i sojadrikken og lad det stå i ca. 5 min. og gelere før du bruger det. Gerne længere tid. Pensel nu bollerne med loppefrø/sojadrik blandingen. Drys de finthakkede mandler ud over bollerne og tilsidst blandingen af kokossukker og stødt kanel.
Tænd ovnen på 200 gr. varmluft.
Lad nu bollerne efterhæve i ca. 1/2 time. Bag dem ved 200 gr. varmluft i 18- 20 min. Hold øje med bollerne i ovnen og tag dem ud når de har den ønskede farve og når de lyder hult når du banker på bunden af dem. Lad bollerne køle af på en rist.
Rigtig god fornøjelse!