Sprød og frisk salat med knoldfennikel, gulerod, perlerug og solsikkekerner

Denne salat er dejlig sprød og frisk. Den kan bruges som en måltidssalat hvis du blot tilfører noget proteinrigt. Den indeholder ud over knoldfennikel og gulerødder også kogt perlerug, persille og en simpel dressing. Salaten bliver rigtig lækker, hvis du skærer gulerødderne og knoldfenniklen meget tyndt på et mandolinjern og derefter lægger grønsagerne i isvand. De bliver på denne måde meget mere sprøde og lækre.

Ingredienser: (til 4 personer som tilbehør)

1 knoldfennikel

3 mellemstore gulerødder

1 dl perlerug + 2 dl vand + uraffineret salt

1 dl solsikkekerner + 1 tsk olivenolie + en smule uraffineret salt el urtesalt

1 håndfuld bredbladet persille

3 spsk olivenolie + uraffineret salt +friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skyl perlerugen grundigt og kog den med vand + salt i 25-30 min. Lad den stå og køle af før den tilsættes salaten. Rens gulerødderne og knoldfenniklen. Snit dem helt fint på et mandolinjern. Kom isvand i to skåle og læg gulerødderne i én skål og knoldfenniklen i en anden. Lad grønsagerne ligge i vandet i 1/2 times tid. Tør dem derefter i en salatslynge. Rist solsikkekernerne på en tør pande. Når de har taget lidt farve og begynder at dufte tilsættes 1 tsk olivenolie og lidt uraffineret salt. Rør grundigt for at fordele olivenolien og saltet. Lad nu solsikkekernerne køle af. Skyl den bredbladede persille grundigt og fjern de groveste stængler. Hak persillen groft. Bland gulerødderne, knoldfenniklen, den kogte perlerug, de ristede solsikkekerner og den hakkede bredbladede persille i en skål. Kom lidt friskkværnet peber og lidt uraffineret salt på toppen af salaten.

Velbekomme!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar