Jeg har tilladt mig den kreative frihed at kalde denne ret for Shakshuka, selvom der er lavet en del om i den originale opskrift. Der er brugt rodfrugter og palmekål i stedet for rød peber og squash, for at bruge årstidens lokale grønsager. Der er også brugt kikærter i grønsagssaucen for at gøre den mere mættende og proteinrig. Æggene er skiftet ud med en masse lavet af tofu. Retten er ment som en varm middagsret som er lækker at spise med et godt stykke surdejsbrød eller et fladbrød. Jeg har ladet mig fortælle at Shakshuka oprindeligt er tiltænkt at spise til morgenmad eller brunch. Spis den når du har lyst og nyd den.
Hvis du spiser æg kan du vælge at skifte tofumassen ud med 4 æg.
Ingredienser: til 4 personer
125 g løg ( renset vægt)
3 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
175 g gulerod ( renset vægt)
100 g persillerod el. pastinak ( renset vægt)
250 g kogte kikærter eller Ingridærter
2 spsk koncentreret tomatpuré
1 tsk paprika
1 tsk spidskommen
½ tsk stødt kanel
1 spsk Harissa
1 tsk sukker
2 dåser el. brikker hakkede flåede tomater
uraffineret salt (smag selv til)
friskkværnet peber (smag selv til)
2 spsk sorte sesamfrø ( til at drysse over de portionsanrettede skåle inden de kommer i
5-6 blade palmekål + 1 tsk olivenolie + salt + friskkværnet peber
150 g neutral tofu
1,5 dl sojayoghurt
2 spsk ingridærtemel el. kikærtemel
1 spsk majsstivelse
½ tsk Kalanamak
½ tsk Gurkemeje
Uraffineret salt
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Rens løg, hvidløg, gulerod og persillerod og skær i små tern. Mos de kogte kikærter med en gaffel eller en kartoffelmoser. Lav saucen i en tykbundet gryde. Varm olivenolien op sammen med paprika, stødt spidskommen, stødt kanel, tomatkoncentrat og Harissa. Lad kortvarigt krydderierne bruse op i olien. Tilsæt løg og hvidløg og svits til løgene er blevet blanke. Tilsæt gulerods- og persillerodstern og svits i nogle minutter. Tilsæt flåede hakkede tomater og de kogte mosede kikærter, salt og peber. Lad grønsagssaucen simre i 15-20 min. og smag til med salt, peber og evt. en smule sukker.
Imens grønsagssaucen simrer laves tofumassen. Kom alle ingredienser til tofumassen i en blender eller i et blenderglas og blend til massen er helt glat.
Varm ovnen op til 200 grader varmluft.
Portionsanret grønsagssaucen i 4 ildfaste skåle. Lav en fordybning i midten af grønsagssaucen i skålen og læg en stor skefuld af tofumassen i fordybningen. Drys sorte sesamfrø oven på grønsagssauce og tofumasse inden skålene kommer i ovnen. Sæt de ildfaste skåle i ovnen i ca. 15 minutter til tofumassen er blevet fast.
Skyl palmekålen og fjern de grove ribber. Pluk i grove stykker og lynsteg i en smule olivenolie på en pande. Krydder med salt og friskkværnet peber.
Servering:
Servér retten med den stegte palmekål og et godt stykke brød.
Velbekomme!

