Rabarbercrumble med marcipan (Plantebaseret)

Den nemmeste og lækreste forårs- og forsommerkage af danske rabarber. Sådan en smuldrekage er en kage som er meget nem og hurtig at lave. Servér den lun med lidt flødeskum eller lidt vanilleis og du har den lækreste dessert. Den er altid et hit herhjemme.

Kagen er bl.a. lavet med fuldkornsmel, grove havregryn, mandler og selvfølgelig rabarber. Altsammen ingredienser med mange kostfibre, hvilket er rigtig godt for fordøjelsen og for tarmfloraen. Og så er der lige det at rabarber botanisk set er en grønsag og ikke en frugt. Det ændrer ikke på noget men er lidt sjovt synes jeg.

Da rabarber indeholder en del oxalsyre, skal man ikke spise for meget af dem, da oxalsyren binder kalken i maden så den ikke optages i knoglerne. Men det giver sig selv, da det oftest er når de er i sæson at man spiser dem. Det er heller ikke de store mængder man spiser af dem. Og når man spiser dem er det ofte sammen med andre fødevarer som er med til at neutralisere oxalsyren. Det er oxalsyren i rabarberne der gør at man får sådan en ru fornemmelse på overfladen af tænderne, efter man har spist dem. Du skal endelig bare blive ved med at nyde de syrlige rabarberstængler og lad være med at bruge non oxal, som man gjorde meget førhen. Det tager meget af den dejlige smag fra rabarberne.

Her får du opskriften på min version af en rabarber crumble. Du kan finde en anden opskrift på en rabarber crumble med rugbrød på bloggen Her

Ingredienser: (5-6 personer)

450 g rabarber

75 g smør (plantebaseret) + noget til at smøre tærteformen med

50 g fuldkorns ølandshvedemel

50 g grove havregryn

100 g kokossukker (50 g til at blande med rabarberstykkerne og 50 g til smuldredejen)

1/3 tsk ren vaniljepulver

50 g mandler groft hakkede 

50 g marcipan

Fremgangsmåde:

Skær rabarberstænglerne i små stykker på ca. 2 cm. Kom dem i en skål og bland dem med 50 g. kokossukker. Smør et tærte fad på ca. 24 cm i diameter med smør og fordel rabarberstykkerne + kokossukker deri. Lav nu smuldredejen i en skål. Bland smør, (50 g)kokossukker, fuldkorns ølandshvedemel, grove havregryn, grofthakkede mandler, marcipan og vaniljepulver grundigt sammen ved at smuldre det hele grundigt sammen mellem fingrene.

Fordel smuldredejen over rabarberne + kokossukker og bag ved 160 grader varmluft i ca. 35 min. 

Server lun med plantebaseret vanilleflødeskum eller en vanilleis og lidt fintrevet citronskal ovenpå.  

 

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar