Ølandshvedeboller med squash

Jeg har købt 10 kg hel ølandshvede, der er dyrket sidste år på Peters Gartneri. Det bruger jeg til at male til groft mel og knækkede kerner. Derudover køber jeg sigtet stenformalet økologisk ølandshvedemel eller speltmel, som bruges til det meste brød jeg bager. Når melet er stenformalet indeholder det stadig nogle skaldele, kim samt lidt olie. Det giver en kraftigere smag samt et højere næringsindhold.

I disse boller er der brugt knækket og udblødt ølandshvede, hørfrø, revet squash samt sigtet ølandshvedemel. Dejen er langtidshævet i køleskabet fra ved 20 tiden om aftenen til næste dag ved 12 tiden.

Krummen blev dejlig blød og fugtig. Bollerne blev bagt på et et bagestål, som jeg synes er helt uvurderligt. De hæver hurtigt op når de kommer ind i ovnen på den meget varme stålplade. Og de skal ikke have så længe i ovnen, som hvis de blev bagt på en almindelig bageplade. For det meste kun 10-12 min. alt efter hvor store bollerne er og hvor meget fuldkorn der er i dejen.

Du kan skifte det revede squash ud med revet gulerod el. rødbede.

Af denne portion dej blev der 24 boller.

Ingredienser:

200 g knækket ølandshvede

4 dl kogende varmt vand

Røres sammen og står til det er kølet helt ned.

4 dl vand

10 g gær

1 spsk uraffineret salt

1 spsk kokossukker

3/4 dl hørfrø

250 g groft revet squash

ca 600 g sigtet ølandshvede

Fremgangsmåde:

Start med at hælde det kogende varme vand over de knækkede ølandshvedekerner. Lad det stå og trække og køle af, indtil det er lillefingervarmt. Kom de 4 dl vand i rørekedlen og rør gæren grundigt ud i vandet. Tilsæt sukker, salt, hørfrø og revet squash. Rør sammen. Tilsæt det knækkede udblødte ølandshvede og rør det hele grundigt sammen. Nu æltets det sigtede mel i dejen lidt efter lidt. Dejen må gerne være lidt fugtig. Ælt eller rør i 5-7 min. til dejen er godt gennem æltet. Stil nu til hævning i køleskabet i min. 12 timer. Meget gerne mere.

Tag dejen ud af køleskabet en times tid før den skal bruges. Hvis du bruger et bagestål skal det varmes op i ovnen først ved 225 grader varmluft i ca. 45 min. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og drys lidt mel over dejen. Skær bollerne i passende størrelse med en dejskærer og læg dem på bagepapir. Lad dem efterhæve i ca. 15 min. og bag derefter ved 225 grader varmluft i ca. 12 min. Når de lyder hult når du banker på undersiden af bollerne er de færdigbagte.

Placér dem på en rist og lad dem køle af under et viskestykke. Bollerne er fryseegnede.

Velbekomme!

 

 

Skriv et svar